Ja, så starter jeg altså med det dersens Corona igen… beklager – men det er nu altså et emne der giver inspiration.
Jeg har lyst til at fortælle dig, at jeg er ikke den store arbejdshest – det er lidt grænseoverskridende at sige højt, men ja, det er jeg altså ikke!
Jeg har virkelig ikke lyst til at bruge hele mit liv på at arbejde og KNOKLE, arbejde og knokle…
Lyder det forkælet? Ja helt klart (især i denne tid med stor arbejdsløshed, er det da mega forkælet)
Men jeg har truffet et valg, og det er, at jeg ikke vil knokle for hver en pris – den pris er mit velbefindende!
Jeg har som sagt aldrig været den store arbejdshest, og jeg er nok også ret sensitiv ifht at have evnen til at presse mig selv voldsomt.
Denne sensitivitet er blevet tydeligere med årene, og jeg er sikker på, at den er kommet gennem den læring, jeg har gjort mig fysisk og mentalt… Og så arbejder jeg jo med mennesker hver dag, så min bevidsthed er konstant rettet mod mental og fysisk sundhed.
Når jeg er overbelastet, får jeg nemt fysiske og mentale symptomer.
Jeg er først blevet rigtig bevidst om det de sidste par år.
Eller rettere sagt, jeg er først begyndt at acceptere mine begrænsninger indenfor de sidste par år.
Det at mærke mine begrænsninger har mange gange ført til indre historier om, at være for svag, tag dig nu sammen, du kan da ikke pive, hvis du ikke kan klare det og det osv.
Når jeg ikke respekterer mine begrænsninger (for dem har vi alle sammen, spørgsmålet er bare om vi vil acceptere dem og derved gå nye veje), sker der nogle reaktioner i mig, og jeg bryder mig SIMPELTHEN ikke om det… jeg nægter at have det sådan – færdig bum, det er livet sgu for kort til!
Jeg bryder mig ikke om:
- at jeg ikke har overskuddet til at spise ordentlig mad
- at jeg ikke har overskuddet til at lave mad og træffe sunde valg for mig selv
- at jeg ikke har overskuddet til at prioritere mig selv og bevægelse af min krop
- at jeg er ukoncentreret og ikke kan holde fokus i en samtale
- at jeg ikke kan huske, hvad jeg får fortalt
- at min lunte er kort og jeg snerrer
- at mine tanker bliver nedadgående, når jeg er presset
- at jeg har en dårlig nattesøvn…
Så hvad er det, jeg har taget forgivet?
Det er, at jeg faktisk har fået skabt et arbejdsliv, der tilgodeser så mange af de behov, jeg har som menneske med styrker og begrænsninger.
At have friheden til at være den, der selv skruer op og ned for blusset er en kæmpe livskvalitet.
Og her tror jeg faktisk ikke på, at den frihed kun kommer, fordi jeg er selvstændig og er herre i mit eget hus arbejdsmæssigt.
Den frihed har vi alle.
Spørgsmålet er, om vi har opdaget os selv og vores begrænsninger samt hvilke symptomer vi får på overbelastning?
Om vi har opdaget hvor henne og i hvilke tilfælde i tilværelsen, vi skal skrue op eller ned for blusset, for ikke at lade de nedgående symptomer dominere hverdagen, så vi kan opretholde livskvaliteten!
Det egentlige spørgsmål er om vi accepterer vores fysiske og mentale begrænsninger uden at skamme os over dem? Og begynder at vende disse til vores styrker…